Brug CERO-modellen til at flytte jer fra brokmode til løsningsmode

Brug CERO-modellen til at flytte jer fra brokmode til løsningsmode

Det er vigtigt at skelne mellem skyld og ansvar, hvis vi ønsker at have et effektivt reaktionsmønster. Med effektivt mener jeg, at vi skaber de udfald, vi ønsker, når vi reagerer på de hændelser, vi oplever dér, hvor vi er. Det kan være familien, parforholdet, arbejdspladsen, idrætsklubben og alle de andre sammenhænge, vi indgår i. CERO-modellen beskriver ganske godt vores reaktionsmønster og handlemuligheder. Her er et uddrag fra min kommende bog: Familien fortjener hjemmelavet leverpostej.

I vores omgivelser (C = Circumstance) opstår der en række hændelser (E = Event), som vi kan vælge at reagere (R = Response) på automatisk eller bevidst. Vores reaktion afstedkommer et udfald (O = Outcome).

Hvis vi reagerer ubevidst, vil vores reaktion og dermed udfaldet være de samme, hver gang vi udsættes for den samme hændelse – sådan fungerer hjernens system 1 (det ubevidste system). Jo oftere vi reagerer automatisk, jo dybere bliver automatreaktionen indlejret i hjernen – og des større indsats kræver det at ændre vores reaktionsmønster. Eksempelvis mener mange, at det er sundt at give udtryk for sin vrede (man trykker sin vrede ud), men det eneste, man bliver dygtigere til, er at give udtryk for sin vrede, og man vil opleve de samme udfald som konsekvens af vredesudbruddene stort set hver gang. Til sidst er reaktionsmønstret så indlejret, at vrede er den eneste eller i hvert fald den hyppigste respons, man har i sit reaktionsregister.

Definitionen på idioti er at reagere på samme måde hver gang og samtidig forvente, at der sker noget andet, end der plejer at gøre.

Udfordringen er, at den ubevidste reaktion på en hændelse sker på brøkdele af et sekund (ca. 80 millisekunder). Derfor kræver det stor selvkontrol at stoppe sig selv i dette splitsekund og tænke sig om, inden man reagerer. Det er dog et spørgsmål om at være nærværende og opmærksom på denne mekanisme. Og fremfor alt handler det om øvelse. En god måde at øve sig på er at omspille situationer, hvor man ikke er tilfreds med udfaldet. Hvis Peters datter har glemt eller ikke gidet at gå med hunden som aftalt (E), og hans første reaktion er »Det er fandeme for dårligt« (R), hvilket gør, at datteren bliver ked af det, sur, forlader stuen og smækker med døren (O), kan Peter vælge at spole tilbage og omspille situationen: »Undskyld, Sofie, det var en klodset reaktion fra min side – lad os lige prøve igen. Jeg vil sætte pris på, at du går med hunden, fordi det betyder meget for mig, at vi har tillid til hinanden og dermed kan regne med, at de aftaler, vi indgår, holder.« Næste gang situationen eller en lignende situation opstår, vil Peter være mere tilbøjelig til at vælge en konstruktiv respons som sin første og umiddelbare respons, og dermed ændrer han sit reaktionsmønster til et, der er mere hensigtsmæssigt (= giver nogle mere ønskværdige udfald).

Når vi ikke påtager os ansvaret for os selv, sætter vi lighedstegn mellem skyld og ansvar: Vi giver dem, der har skylden for hændelsen, ansvaret for udfaldet – og for, at der sker ændringer eller forbedringer i udfaldet fremadrettet. Her er vi med andre ord i brokmode, hvor vi lægger ansvaret for tingenes tilstand i hænderne på andre. Det kan være alt lige fra ægtefællen, chefen, naboen og politikerne til vejret, konjunkturerne, ens barndom og samfundet. I brokmode har vi fokus på hændelserne og de udfald, de skaber. Og vi føler os som ofre for omstændighederne.

Påtager vi os ansvaret for os selv, skelner vi mellem skyld og ansvar: Vi påtager os ansvaret for de udfald, som vi skaber med vores reaktioner på de hændelser, som andre er skyld i. Vi har to muligheder for at ændre på de udfald, vi får. Den første mulighed er at ændre på vores reaktion (R) på de hændelser, vi bliver udsat for. Den anden er at ændre omgivelserne (C). Her følger et par eksempler.

For lidt sex

Susanne er i et forhold (C), hvor hendes partner ikke længere har (så meget) lyst til sex (E). Det giver Susanne jævnligt udtryk for sin utilfredshed med (R), hvilket som hovedregel fører til et opslidende skænderi – og nul sex (O). Hun kan vælge at fortsætte denne praksis med en forventning om, at hendes partner da for fanden snart får mere lyst til sex, mens udfaldet fortsat er opslidende skænderier. Susanne kan også vælge at påtage sig ansvaret for sin egen reaktion, fx ved at eksperimentere med forskellige sexstimulerende tiltag (gøre sig lækker, servere en romantisk middag, tilbyde en gang skuldermassage, overraske med blomster, give udtryk for sit begær mm.). Hun kan også spørge sin partner, hvad der skal til for at øge hans sexlyst – det vil helt sikkert virke mere motiverende end de sædvanlige bebrejdelser og surmulerier. I langt de fleste tilfælde vil Susanne på et tidspunkt finde en reaktion, der giver det ønskede udfald: mere sex. På et tidspunkt må hun dog være parat til at ændre omgivelserne (C) – altså finde en ny partner – hvis hun vitterlig er løbet tør for idéer til nye tiltag uden endnu at være lykkedes med at ændre udfaldet. Susanne bør nu været blevet så klog (statistikken taler dog imod det), at hun får afklaret en potentiel partners sexlyst, inden hun kaster sig hovedkulds ud i et nyt forhold.

Emails stresser

Preben har et job (C), hvor hans chef forventer, at mails besvares 24/7 (E). Det bider Preben i sig suppleret med bekræftende brokkerier med sine kolleger (R), hvilket øger hans stress og mindsker hans trivsel og motivation (O). Preben kan vælge at fortsætte denne praksis med en forventning om, at chefen da for fanden snart må forstå, at hun slider sine medarbejdere op, mens udfaldet fortsat vil være mere stress og mindre trivsel og motivation. Preben kan også vælge at påtage sig ansvaret for sin egen reaktion, fx ved – alene eller sammen med sine kolleger – at udarbejde et forslag til en mail-praksis som udgangspunkt for en saglig dialog med chefen. Virker det ikke første gang, må han forsøge igen på en anden måde. I langt de fleste tilfælde vil Preben på et tidspunkt finde en reaktion, der giver det ønskede udfald: en fair og ordentlig mail-praksis. På et tidspunkt må han dog være parat til at ændre omgivelserne (C) – altså finde et nyt job – hvis alt håb er ude med den nuværende chef. I dette tilfælde bør Preben være blevet så klog (også her taler statistikken dog imod det), at han får afklaret den nye arbejdsplads’ mail-praksis, inden han accepterer et job her. Det kan også være, at Preben bliver nødt til at erkende, at han skal finde sig et job, hvor det ikke er almindelig praksis, at mails skal besvares 24/7. Under alle omstændigheder handler det om, at Preben påtager sig ansvaret for at ændre omgivelserne (C) – hvor der er nogle andre hændelser (E) – eller sin reaktion (R) med henblik på at få det eller de udfald (O), han ønsker.

Forudbestil bogen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *