Børsen 29/1 2019: Hvorfor får arbejdet så ofte skylden for stress?

Børsen 29/1 2019: Hvorfor får arbejdet så ofte skylden for stress?

I Danmark betragter vi familie og arbejde som konkurrerende delliv: enten har vi et godt familieliv på bekostning af jobbet, eller også satser vi på jobbet/karrieren på bekostning af familien. Dette enten-eller mindset har en række uheldige menneskelige, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser: som mennesker forringer vi vores livskvalitet, virksomhederne glip af medarbejdernes fulde potentiale, og samfundet belastes af følgevirkningerne af stress og mistrivsel.

Heldigvis er det helt unødvendigt, for der er guld i samspillet mellem familie og arbejde. Det kræver blot, at vi ændrer vores mindset fra enten-eller til både-og. Ved at lave en familiestrategi® gør man sit familieliv så spændende, at man er motiveret til at bruge sin tid og sit engagement på den. På den måde bliver familien en ligeværdig modvægt til arbejdet, og så er vejen banet for den dobbelte ambition: et nærværende familieliv og et spændende arbejde. Det er det, der er udgangspunktet for FamilieStrategi.dk.

Den 29. januar 2019 havde jeg følgende indlæg i Børsen:

Hvorfor får arbejdet så ofte skylden for stress?

af
BO BRESSON
far, forfatter og foredragsholder samt ekspert i strategi for virksomheder og familier
Herning

[original version – uforkortet]

Den nuværende stressindsats, som nærmest synes at være gået i selvsving, er formentlig velment, men skyder langt ved siden af målet og gør ondt værre: Stress problematiseres, så vi glemmer, at stress er et grundvilkår, der skal håndteres snarere end undgås, og stress generaliseres, hvilket har alvorlige konsekvenser. For det første føler man sig efterhånden unormal, hvis man ikke er stresset – det er lige til at blive stresset af. For det andet fjerner det fokus fra de arbejdspladser, hvor stress rent faktisk er et problem. For det tredje gør det stressproblemet diffust og uoverskueligt – og så risikerer vi endnu engang, at det bliver ved de fine ord fra politikere og dyre, langsommelige ekspertudvalg. Vi skylder de mennesker, der rent faktisk er ramt af arbejdsrelateret stress, at ressourcerne bliver sat ind dér – og helst i dialog med de ansatte, som udmærket godt ved, hvor skoen trykker.

Alle os andre, der er stressede, fordi vi ikke forstår at organisere vores liv, bør til gengæld selv tage ansvaret for at løse de problemer, vi har skabt. De fleste danskere er ressourcestærke nok til at skabe en velfungerende hverdag, hvor der er overskud til både familie og arbejde. At finde opskriften kræver tre ting:

  1. Viden om, hvordan hjernen fungerer, så man bruger den rigtigt
  2. Forståelse for, hvad familieliv er i det 21. århundrede, så man kan navigere klogt
  3. Vilje til at påtage sig ansvaret for sit eget liv, herunder familieliv, og til at tænke i løsninger.

Hjernen

Hjernen består bl.a. af en arbejdshukommelse – jeg kalder den RAM ligesom i en computer. RAM’en har to svagheder: Den har en meget begrænset kapacitet (vi kan håndtere lige godt og vel én ting ad gangen), og vi kan ikke ikke tænke på noget specifikt. Derfor er der mange, der tager arbejdet med hjem mellem ørerne. Så tror de, at de arbejder, men i virkeligheden lader de bare arbejdet fylde mere, end det behøver (det er formentlig en væsentlig forklaring på det faktum, at danskerne overdriver deres arbejdstid, som jeg beskrev i min JP-kronik 24/2 2018). Det går ud over det nærvær, som er forudsætningen for et godt familieliv. Og dermed er der sat gang i en uheldig cirkel, hvor man føler, at man hverken slår til derhjemme eller på arbejde. Jeg kalder det kronisk dobbelt dårlig samvittighed – og det er en væsentlig stresskilde. Den eneste måde at sætte grænser for arbejdet er at tænke på noget andet i stedet for: Hvis man bevidst tænker på sin familie, kan man ikke samtidig tænke på sit arbejde.

Ulvetimen

Ulvetimen er oprindeligt den sidste del af natten, hvor ulvene hyler. I den moderne børnefamilie er ulvetimen den sidste del af eftermiddagen, hvor familien har så travlt med at hente børn, købe ind, rydde op og lave mad, at alle i familien hyler. Her er det ikke et naturfænomen, men et selvskabt onde. Årsagen er en manglende forståelse for, hvad familieliv er i dag. Jeg taler ofte for, at der er mange fællestræk mellem en virksomhed og en familie som grundlag for værdifuld gensidig inspiration. Men især på et punkt er familie og arbejde fundamentalt forskellige: tempoet. Hvor arbejdet foregår i højt tempo (her skal der præsteres), bør familielivet foregå i langsomt tempo. Simpelt hen fordi både kærlighed og det at give et barn på to år en flyverdragt på kræver tid. Forstår man ikke denne forskel, tager man sit høje tempo fra arbejdet med ind i familien, og så har vi balladen. Dels fordi vi som mennesker ikke kan holde til konstant at køre i højt gear – vi har behov for at geare ned efter arbejde – og dels fordi vi dermed ikke får ro til at skabe en familie med stærke og nære relationer, som ellers er forudsætningen for, at vi trives som mennesker. Det at skifte fra lav- til højtempo om morgenen og fra høj- til lavtempo om eftermiddagen er en kompetence, som det er bydende nødvendigt at lære, så man undgår stressfælden. Det kan gøres ved at stå et kvarter tidligere op om morgenen, så alle får en rolig morgen som udgangspunkt for en produktiv dag, og ved at blive siddende nogle minutter efter turen hjem fra arbejde, indtil man er i familiegear.

Overskud i hverdagen

»Det er arbejdspladsens og samfundets ansvar« er desværre blevet et mantra i et velfærdssamfund, der har taget overhånd. Mange (om end ikke alle) arbejdspladser er familievenlige, og samfundet stiller nogle fantastiske rammer til rådighed. Men det nytter ikke noget, hvis vi blot kræver mere i stedet for med glæde at gøre brug af de muligheder, vi allerede har. Når vi kigger indad og erkender, at vi selv har løsningerne på det liv, vi drømmer om, er der næsten ingen grænser for, hvad vi kan udrette. Overskud i hverdagen – og det er efter min mening meget vigtigere end en familieferie i ny og næ – handler om organisering på den lange og den korte bane.

Det hele liv

Først og fremmest skal livet leves som et helt liv. Jeg møder ofte med undren mennesker, der opfører sig, som om hele livet skal fyres af i ét heat i alderen 30-40 år: Der etableres familie, drømmehuset købes, og karrieren sættes på turbo. Er det ikke nok til at få stress, supplerer man bare med at lave hjemmebagte boller til børnenes institutioner, tage en efteruddannelse og træne til en ironman. Det gode liv kan vare hele livet (statistisk set 80-85 år), hvis man er villig til at hellige sig børnene, mens de er små, at vente med at købe drømmehuset, til man har råd uden frivilligt at indføre stavnsbåndet, samt at holde igen med de sociale, sportslige og andre udenomsambitioner, der begrænser muligheden for at lykkes med den dobbelte ambition: et godt familieliv og et spændende arbejde. Man behøver heller ikke nødvendigvis at takke ja til et lederjob, samtidig med at man har små børn. Ikke fordi det at have børn gør en til en dårligere leder (tværtimod), men snarere fordi man er for ung til at have den nødvendige menneskelige erfaring og derfor er nødsaget til at kompensere ved at arbejde for mange timer.

En velfungerende dagligdag

Der er også mange gevinster at hente ved at organisere dagligdagen med lidt omtanke. Her er nogle lavpraktiske tips. Sluk alle gadgets (smartphone, tablet, tv mm.), når I har familietid, og nyd at være sammen uforstyrret – det har også den positive effekt, at hjernen får ro, så den undgår at brænde sammen. Gør én ting ad gangen, gør det sammen og gør det i langsomt tempo. Generelt er de huslige opgaver en overset mulighed for at skabe sam- og nærvær i familien. Er børnene for små til at deltage i opgaverne, så lad den ene forælder passe børnene, mens den anden laver mad osv. (mennesket kan ikke multi-taske, og derfor er det mindre stressende at gøre én ting helhjertet end to ting halvhjertet). Køb ind én gang om ugen og vælg et tidspunkt, hvor det kan gøres i ro og mag, fx tidligt lørdag, inden de andre fortravlede familier invaderer supermarkeder og butikscentre. Tal sammen om det, der betyder noget i livet, og sørg for at opleve naturen jævnligt. Skal I se tv, så gør det i det mindste sammen. Sørg for med jævne mellemrum at lave ingenting (i vores familie hedder det Ikke en skid-tid).

Hverdagens mirakel

Vi har sat et menneske på månen, vi er ved at bygge en mere end en km høj bygning, verdens hurtigste tog pt. kører over 400 km/t, og en maraton løbes på lige godt to timer. For mig viser det, at mennesket er i stand til at udrette mirakler, når vi vil. Hverdagens mirakel er også muligt for langt de fleste af os, hvis vi blot har viljen til at definere vores drøm og gå efter dem. I et samfundsmæssigt perspektiv vil det, at de ressourcestærke klarer ærterne selv, også frigøre midler til at hjælpe dem, der reelt trænger.

Link til Børsen på LinkedIn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *