Skal børn egentlig opdrages?

Skal børn egentlig opdrages?

Dette spørgsmål blev jeg tvunget til at stille mig selv, da vores yngste datter gav udtryk for udfordringen ved at være det sidste hjemmeboende barn. Det viste sig at være et rigtig godt spørgsmål – og for nu at være ærlig, så overraskede mit svar mig faktisk.

Vores fem børn er selvfølgelig meget forskellige – og heldigvis for det. Alligevel har de nogle fællestræk:

  • De tager medansvar i de sammenhænge, de indgår i: skole, fritidsaktiviteter, vennekreds, arbejde mm.
  • De inkluderer andre og giver dem plads
  • De er ansvarsbevidste: møder til tiden, har få sygedage, holder deres aftaler mm.
  • De er gavmilde

Vi har kort sagt grund til at være stolte. Men skyldes det så, at vi har opdraget vores børn godt?

Det spørgsmål blev jeg tvunget til at reflektere over, da Sarah Maria (vores yngste) udtalte følgende umiddelbart efter, at den sidste af hendes fire søskende var flyttet hjemmefra: “Det er uretfærdigt, at de andre havde deres søskende, da de boede hjemme, mens jeg er overladt til at bo her alene sammen med jer!” Egentlig lød det som en hård melding, men jeg har efterfølgende talt med en anerkendt børnepsykolog, som faktisk giver Sarah Maria ret. Det er bestemt interessant!

Jeg har altid – indrømmet: lidt kæphøjt – påstået, at man har de børn, man har gjort sig fortjent til. Den påstand må man sige, at Sarah Maria i den grad udfordrer. Jeg oplever, at vi nu bruger flere ressourcer på samspillet med ét hjemmeboende barn, end vi samlet brugte, da vi havde fem hjemmeboende børn. Måske er det, fordi vi er ved at være opbrugte som forældre? Det kan jo ikke udelukkes, da vi over årene har lagt mange kræfter i familien, og enhver har vel en begrænset mængde energi til rådighed.

En anden mulig forklaring fik jeg, da Oscar (en af Sarah Marias storebrødre) var hjemme på besøg en weekend. Sarah Maria tog helt naturligt del i familielivet – vel at mærke uden at jeg behøvede at gøre noget. Det viste sig, at årsagen var Oscar. Ind imellem gav han lige Sarah Maria et bestemt blik eller sagde “Stram op!”, og så var Sarah Maria nærværende og tog aktivt del i familieaktiviterne, herunder opgaveløsningen.

Når jeg nu ser tilbage, forstår jeg, at vi reelt set ikke har opdraget vores børn – i hvert fald kun i meget lille grad. Vi har – bl.a. som rollemodeller – vist dem, hvordan et fællesskab fungerer til gavn for alle. Og så har børnene holdt hinanden på sporet med ret- og vejledning, når det har været nødvendigt.

Må mig er der ingen tvivl om, at det vigtigste, man som forælder kan gøre, er at gøre sig umage. Det vil sige: være nærværende og foregå med et god eksempel. Resten kommer stort set af sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *